Børn og unge under 18 år, der er ofre for menneskehandel og opholder sig lovligt i Danmark, er omfattet af servicelovens regler.
Kommunerne har pligt til at føre tilsyn med alle børn og unge uanset opholdsstatus, der befinder sig i den pågældende kommune, jf. servicelovens § 146. Det betyder, at kommunen har pligt til at sikre, at børn og unge, der er ofre for menneskehandel, får den rette hjælp.
Beskyttelse og indkvartering
Børn og unge, der er ofre for menneskehandel, er en sårbar og udsat gruppe, som har behov for særlige tilbud. Flertallet af de børn og unge, som er vurderet ofre for menneskehandel i Danmark, er uledsagede og opholder sig alene i Danmark.
Hvis en uledsaget mindreårig opholder sig ulovligt i Danmark og søger asyl, bliver den mindreårige som udgangspunkt indkvarteret på et børnecenter i asylsystemet. Nogle børn og unge, fx nordafrikanske drenge med gadeorienteret adfærd, placeres på specialafdelinger, bl.a. fordi denne gruppe har særlige behov i hverdagen. Den ansvarlige kommune kan også træffe afgørelse om anbringelse på fx et opholdssted eller i en plejefamilie. En afgørelse der træffes efter udlændingeloven.
Opholder det uledsagede barn eller den unge sig lovligt i Danmark, vil han eller hun blive indkvarteret i kommunalt regi såsom døgninstitutioner eller opholdssteder. I sjældne tilfælde kan den mindreårige blive anbragt eksempelvis i en plejefamilie. En afgørelse som kommunen træffer efter serviceloven.